Test Post med meget lang overskrift som skal brydes om til to eller flere linier – test fest hest uden gæst.

29.01.2021


Da Tamilrapporten landede på Schlüters bord kl. 9 om morgenen den 14. januar, besluttede han sig for, at der ikke var andre udveje end at indgive sin afskedsbegæring til Dronningen. Ifølge rapporten havde daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen handlet bevidst ulovligt, og Schlüters orientering af Folketinget været ”særdeles misvisende”.[1] Samme aften offentligjorde han – der selv var jurist – sin tilbagetræden som regeringsleder med ordene: ”Efter dommer Hornslets karakteristik af mit forhold til Folketinget, må jeg sige til mig selv, at der ikke er noget grundlag for at fortsætte som statsminister”.[2] Schlüter valgte hverken at konstituere Uffe Ellemann-Jensen som ny statsminister eller at udskrive valg, og da der skulle udpeges en leder af dronningerunden pegede den radikale leder Marianne Jelved på Nyrup.[3] Foruden Socialdemokratiet, bestod regeringen af det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. De udgjorde tilsammen 90 mandater, og var dermed den første flertalsregering i 22 år.

Nyrup ringede til medlemmerne af sin nye regering tidligt om morgenen mandag 25. januar. En bidende kold vind kom ministerholdet i møde, da det senere på dagen trådte ud på Amalienborg Slotsplads til de ventende journalister,[4] en skov af røde DSU-faner og den socialdemokratiske slagsang ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Med 24 ministre var det den hidtil største regering – og med fleste kvinder: Otte ud af 24 ministre.[5] Det nye ministerhold glimrede imidlertid ved fraværet af én markant profil: Ritt Bjerregaard. Da Nyrup havde ringet til de vordende ministre, havde den toneangivende socialdemokrat takket nej til hans tilbud om at blive trafikminister – ifølge én iagttager fordi ”hun ærligt talt ikke bryder sig om trafik.”[6] Få timer før ministerlisten blev udfærdiget havde hun selv formuleret sine ambitioner – om en tungere ministerpost eller titlen som Folketingets formand.[7] På slotspladsen blev den nye statsminister – der havde siddet blot fire år i folketinget – spurgt ind til Bjerregaards utilfredshed. Han svarede: ”Der vil altid være nogen, der er glade – og der vil altid være nogen, der er mindre glade. Sådan er det ved enhver regeringsdannelse”.[8] Selv har Bjerregaard senere bemærket, at Nyrup ville undgå at give hende og Svend Auken for megen magt efter det dramatiske formandsopgør, der havde fundet sted året forinden. De ønskede begge Udenrigsministeriet, der i stedet gik til De Radikales Niels Helveg Petersen.[9]</span style>

Artikel af Johannes Sartou
Illustration: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Referencer:

[1] Lidegaard, Bo: ”En Fortælling om Danmark i Det 20. Århundrede”, (København, Gyldendal, 2. udgave, 2. oplag, 2015), s. 575
[2] ”Poul Schlüter tog konsekvensen”, (Berlingske Tidende, Sektion 1, Side 9, 15. januar 1993), (Forfatter fremgår ikke af infomedia)
[3] Lidegaard, s. 576-577
[4] Mortensen, Søren: ”Vi er et hold”, (BT, Sektion 1, Side 4, 26. januar 1993)
[5] Brøndum, Christian: ”Nyrups hold i gang”, (Berlingske Tidende, Sektion 1, Side 1, 26. januar 1993)
[6] Lund, Me: ”Pouls store dag”, (Berlingske Tidende, Sektion 2, Side 2, 26. januar 1993)
[7] ”Regerings-kabalen”, (Berlingske Tidende, Sektion 1, Side 12, 26. januar 1993), (Forfatter fremgår ikke af infomedia)
[8] Møller, Erik Bjørn: ”Ritt Bjerregaard sagde nej til Nyrup”, (Berlingske Tidende, Sektion 1, Side 6, 26. januar 1993)
[9] Rehling, David: ”Ritts force ligger i afdækningen af det politiske magtspil”, (Dagbladet Information, 11. oktober 2019)